Nattetanker

Hvad er der med de nætter? det er som om mit hoved fungerer helt anderledes - der er flere kreative tanker og et eller andet sted holder jeg enormt meget af min måde at tænke på om natten - og dog har jeg et ambivalent forhold til mine nattetanker fordi jeg også bliver en anelse skræmt over hvor store nogle af tankerne er!


Allerhelst vil jeg bare sove og finde ro, men det er som om hele kroppen arbejder på højtryk, der er noget der rumsterer og ikke vil lade mig være i fred - noget indeni der trænger sig på her om natten når der bliver stille og jeg ikke er i konstant bevægelse... Rent fysisk føles det som en form for stress i kroppen, hvilket det til dels nok er eftersom mit kortisol niveau har været helt oppe i det røde felt efter en travl dag på cafeen... Og natten og stilheden står nu i kontrast til det jeg har været igennem...


Jeg ved det ikke? Alle de tanker...


Hvad er det jeg vil med mit liv, hvad er det for en kløe for at skabe noget, for at flytte mig, den evige søgen... Men efter hvad? Efter at være tilfreds måske? Men hvad hvis det der gør mig tilfreds i virkeligheden findes lige her? Det eneste der skal til er at vælge det! 


Og frygten... Hvad er frygten for en størrelse? Frygten for at give slip... Men slip på hvad? Kontrollen? Den kontrol som har været min følgesvend i så mange år og sin egen finurlige facon er blevet synonym med tryghed... Jeg ønsker friheden fremfor kontrol, jeg ønsker ro fremfor kontrol, jeg ønsker et levende følelsesliv fremfor kontrol og jeg mærker den spændende fornemmelse i brystkassen der holder mig fast i kontrollen - frygten for at give slip, frygten for at stole på processen, frygten for at overlade mig helt og aldeles i mine følelsers vold... selv mine formuleringer gør det uoverskueligt... i følelsernes vold - det lyder fandme også grænseoverskridende! 


Jeg er bange for følelser og samtidig higer jeg efter dem - det er det jeg vil have - men jeg tør ikke... Jeg er bange! Bange for at blive ked af det, bange for at blive udnyttet, bange for at blive såret, bange for at blive skuffet og bange for smerten - mere bange for dét end jeg er villig til at risikere det til fordel for den glæde, samhørighed, kærlighed og ægte lykke et liv uden kontrollen også kunne give mig... Frygten sidder som en spændetrøje og holder mig fastlåst - fastlåst i gamle vaner og begrænsende overbevisninger og nu i nat spænder den mere end ellers... Hele mit indre liv kæmper for at komme fri og det er voldsomt ubehageligt og forhindrer mig i den grad i at falde i søvn! Hvad eller hvem har nøglen der kan gøre mig fri? Hvor i mig selv finder jeg kilden til at ville følelserne så meget mere end kontrollen og frygten, at de opløser sig selv? Er det fordi jeg har brug for ubetinget kærlighed fra et eller flere andre mennesker eller vil det gå ubemærket hen indtil den dag jeg slutter fred indvendig og åbner op? Hvad kom først - hønen eller ægget?


Jeg ved det ikke? Og dog... Jeg ved det jo godt - i bund og grund skal det komme indefra, men det ville ikke gøre mig noget at få lidt hjælp i form af ægte kærlighed fra et andet menneske - jeg indrømmer det gerne her i min sårbarhed sammen med mine nattetanker. Her i natten mærker jeg et stik af ensomhed. Jeg har brug for at være alene, men ensomheden er ikke det samme som min alene-tid! Og det er måske det der forvirrer mig fra tid til anden?! Især i forhold til at have en kæreste kontra have min frihed i singlelivet...


For er svaret på det evige spørgsmål: "hvorfor har du ikke en kæreste?" - i virkeligheden: "fordi jeg er pisse bange!" ???

Bykuller!

Så fik jeg nok af Venedig og alle de smalle gader og især af alle menneskene... trætheden har meldt sig og jeg gider ikke mere for at være helt ærlig! Jeg trænger til plads og frisk luft... har det i mig det der kære naturmenneske... den lille pige der er vokset op på vandet med vandet og himlen og den rene luft og ikke mindst roen! Jeg trænger til ro... vildt nok at erkende egentlig - for jeg har jo brug for begge modpoler... I dag har jeg mærket mig selv :-)

RESERVER!

...står der i Venedig bogen - i hvert fald hvis man vil besøge byen i Juli, August eller Februar! På lørdag er der en stor religiøs festlighed i byen hvor der kommer fyrværkeri om aftenen og alle både efter sigende sejler ud i lagunen... På trods af det har Mette og mig fået en lejlighed tæt på (campoello) hvor der også er plads til Helle når hun kommer i morgen :-) Godt nok til 180 EUR pr nat (150 EUR den første nat) Men vi har et sted at sove og kan være med til festlighederne på lørdag! Må godt nok indrømme at der var flash back til Berlin hvor vi heller ikke kunne finde overnatning pga modeugen?! Men jeg holder stadig på at det er den mest fantastiske måde at rejse på! :-) Uforudsigeligheden er god for mig, for det lykkes jo altid på den ene eller anden måde - altså det der er meningen der skal ske... Husk at stole på processen!

øjebliksfornemmelse

Er lige blevet ramt af en øjebliksfornemmelse af rejse-lykke! Sidder på Starbucks på banegården i München og er trukket lidt tilbage fra mylderet af mennesker på vej - og alligevel er jeg stadig midt i det... Men jeg kan ikke høre dem - til gengæld kan jeg høre gamle amerikanske hits i radioen, mens jeg nyder min mynte the... Ferietempoet og fornemmelsen af tid og ro har netop ramt mig - kroppen er kørt med ned i tempo og det er nærmest en vågen meditativ tilstand - og det er et FANTASTISK øjeblik :-)

på vej

Eventyret med søsser af startet og i toget mod Berlin har vi valgt hvert vores foto-tema :-) Mette skal tage billeder af døre og jeg tager billeder af pile... Desuden har vi mødt Louise og Ivan fra Esbjerg der har lært os et fantastisk kortspil der skifter navn efter hvor man er! --- Så har vi været et lynvisit i Berlin og er nu på vej til vores nye yndlingsby, Cottbus! Der var et stort internationalt foretagende (også kaldes modebranchen) der havde valgt at holde modeuge i Berlin... og det betød at vi ikke kunne finde noget sted at sove! Alt var booket! Til gengæld fik vi kørt en masse med S-tog, vandret på trods af Mettes forstuvede fod og set en masse cool hostels vi muligvis kan besøge næste gang vi kommer til byen :-) Og så er der startet en ny tradition... Alle gade-musikere og gøglere får et par mønter og et af vores smukke og meget eksklusive tog-kort over tyske toge... Vi var på jagt efter spillekort og ekspedienten i supermarkedet solgte os disse meget eksklusive kort, som nu bliver et samleobjekt blandt kreative sjæle... spredt ud over Europa :-) Men nu gælder det altså Cottbus, som er en by... der hverken er stor eller lille og hvor der efter sigende skulle ligge et højt hotel lige på banegården - og her skulle det i følge kilder være muligt at få et værelse kl 1 om natten når vi ankommer... ---

VANER?!

Hvordan ændrer man en vane?? Jeg føler at jeg bliver ved med at gå i ring og i ring og i ring, selvom jeg godt ved at jeg indimellem formår at få gjort ringen lidt større - men alligevel ender jeg igen i samme problemstilling!


Jeg vil helt vildt gerne spise sundt, altså KUN sundt! Og for mig er det sundt at spise #1 masser af grøntsager og #2 masser af proteiner - hovedsageligt i form af fisk, kylling, kalkun og æg!
Det er helt ok at spise frugt og det er helt ok at tage en øl eller et glas vin indimellem, men det er det - det er min drømmekost og det jeg har det bedst med at spise både fysisk og mentalt! Så hvorfor f****** falder jeg så tilbage i vanen med chokolade, kage, hvidt brød, ost, varm cacao og andre sukkerholdige varme drikke samt is når jeg er lidt træt, lidt følelsesmæssig ude af balance eller på anden måde føler mig lidt presset i forhold til når jeg er centreret og i balance... Og det bliver jo lynhurtigt til en ons cirkel! For jo mere af ovennævnte snask der i virkeligheden bliver til klister i min krop, jo mere træt, ubalanceret og ude af balance bliver jeg og så kyler jeg da mere klister indenbords!


Og de vaner er jo opstået på et eller andet tidspunkt, men det var jo ikke nogle vaner jeg tænker tilbage på som uha hvor var det bare svært dengang jeg skulle vænne mig til at spise søde sager! I modsætning til de perioder jeg faktisk har haft i mit liv hvor jeg har spist min drømmekost og haft det fantastisk, men hvor det virkelig virkelig har krævet bevidsthed at vælge det sunde til og det (for mig) usunde fra... Men jeg har været der, det har faktisk på et tidspunkt i mit liv været en vane at sige nej tak til fx. hvidt brød - ligesom det faktisk er en vane for mig at jeg ikke drikker sodavand! Det er helt vildt nemt for mig at sige nej til sodavand, for jeg har vænnet mig til at jeg ikke kan lide det... Jeg har besluttet at det er alt for sødt og mega usundt og at jeg bliver oppustet og får det ubehageligt af at drikke det... Og nu jeg tænker over det kan jeg ikke huske at det var svært at holde op? Gad vide om det var svært? hmm... 


Men når jeg nu aldrig er begyndt at drikke sodavand igen, hvorfor er jeg så begyndt at spise hvidt brød? For der har været perioder (også rimelig lange perioder) hvor jeg bare ikke har rørt det og anset hvidt brød som gift! Og jeg kan seriøst ikke finde frem til hvorfor jeg er begyndt igen?? Det er SÅ underligt!


For et halvt år siden lavede jeg et væddemål om at stoppe med at spise slik, hvidt brød, kage, chips, chokolade og is! Måske lidt drastisk, men det skulle fandme være og jeg kunne ligeså godt gå all in! Jeg holdt det i en måned og kompenserede med nødder og rosiner i vildskab, så jeg nogle gange fik total kvalme af det :-) Men selvom jeg er faldet i mht hvidt brød, kage, chokolade og is, så har jeg ikke rørt en lakrids eller en vingummi eller et bolsje siden 28. december 2011 - og det er sgu da ret sejt! Og det er faktisk nemt nu... Det er blevet et princip for mig nu, for fandme nej om jeg vil være afhængig af det lort igen! Men hold op hvor ville jeg ønske jeg kunne gøre det samme med hvidt brød, sukkerholdige varme drikke, kage, skodchokolade og til dels is - hvor ville jeg syntes det var overskudsagtigt og rockerfedt at sidde og spise på en restaurant og virkelig ikke have lyst til dessert! Sådan virkelig afskyagtigt og helt vildt naturligt, ligesom jeg virkelig ikke kunne drømme om at drikke en sodavand eller købe en pose bland selv slik....


Men hvad var det jeg gjorde? Har jeg erstattet vanen med noget andet? Hvad drikker jeg i stedet for sodavand? Jamen jeg drikker da bare vand, eller nogen gange et glas juice eller en dansk vand... Og hvad med slikket... Jamen okay... der napper jeg chokolade, kage, brød, is og nogen gange faktisk frugt eller nødder og rosiner... Men hvorfor skal en vane erstattes med noget nyt? Hvorfor kan man ikke bare lade hullet forsvinde af sig selv? altså hvis man får hevet en tand ud fordi der ikke er plads til den, rykker de andre tænder jo bare hen og udfylder rummet efterhånden... For måske er der slet ikke plads til flere vaner og så er det jo omsonst at erstatte fx. den søde tand vanen med en ny frugt vane?? Og hvorfor skal vi i virkeligheden have vaner? Hvilket jo nok bunder i den der tryghed... Og hvad sker der lige for den? Men det er en anden snak... Og et andet tema og nogle andre tanker til sprutmoglyffen:


Hvorfor har jeg brug for tryghed? Og hvem siger at jeg i virkeligheden har brug for tryghed? Og hvad er tryghed? hmmm... det må jeg lige sove lidt på!

den kære tålmodighed

jeg er rastløs i dag! vågnede op med den der kreative kløen i kroppen som jeg ofte har svært ved at få afløb for... så jeg stod op og tog ned på cafeen og var nede i byen og tilbage på cafeen og fik startet på en røverhistorie... men samtidig er jeg rockertræt i hele kroppen fordi jeg kun har sovet 5 timer og alligevel kan jeg ikke finde ro?! Prøver at ligge mig med bog nu (altså om lidt, når jeg er færdig med mit blogindlæg) og ser om jeg falder i søvn, men der er planer i mit hoved der ikke vil falde til ro og utålmodighed i forhold til planerne som er delvis langsigtede men meget spændende og hvortil jeg har forventning om store livsmæssige omvæltninger... Jeg ved det hele falder på plads og jeg mærker ingen modstand på planerne, men det er bare så spændende at jeg har svært ved at vente :-) Det bliver en masse rejser både i ordets bogstaveligste forstand når jeg tager til Italien og Indien, men helt klart også mentalt i forbindelse med yoga uddannelsen i Indien og de planer der pusler i mit hoved omkring et ægte kærlighedsprojekt når jeg kommer hjem ;-) Og der får jeg muligvis brug for at gå hånd i hånd med tålmodigheden, så måske jeg skulle starte med at styrke mit forhold til den allerede nu?

skal, skal ikke...

åh, står foran et af livets helt store valg! Jeg vil i realiteten gerne ud at løbe og liiige få pulsen lidt op - mit daglige fix, der renser hovedet... meen argh, jeg ved ikke rigtigt og der hænger sorte skyer over Horsens og hvis jeg lader være med at løbe kan jeg undgå at vaske hår i dag og dermed tørre og glatte, hvilket lige nu virker enormt uoverskueligt for mig! Men jeg kunne gå en tur, så jeg alligevel får den friske luft og kroppen har fået god hård motion de sidste 3 dage og trænger til restution... og så kunne jeg måske nå lidt af Simon Krohns gode yoga efter gåturen... men adreanalin-kicket i hovedet er bare ikke det samme når jeg ikke sveder igennem som på en løbetur... Hold nu op en dialog der foregår i hovedet på sprutmoglyffen i dag! Hvad jeg har mest lyst til? hmm... at starte med en gåtur, så tankerne kan få frit spil under åben himmel :-) Vi ses

morgenmad @ casa yoga

det er blevet den første morgen efter jeg brugte det meste af aftenen og noget af natten på at starte mit lille projekt lejlighed... For nu skal det være! Malingen har været her i flere måneder og intentionerne endnu længere - handling kræves da et løftepunkt for mit eget velbefindende netop nu er mine fysiske omgivelser... Det gik pludselig op for mig den anden dag da jeg for, jeg ved ikke hvilken gang proklamerede at min lejlighed var så ussel og beskidt at det overraskede mig at det var mig der boede der - fulgt op af det jeg ikke sagde højt om, at hvis jeg nu ville ende sammen med den smukke fyr med de store brune øjne, ville jeg ikke tage ham med hjem grundet lejlighedens tilstand!! Mit tema i tilværelsen netop nu er selvkærlighed til alle mine celler i alle områder af mit liv, hvilket til tider giver nogle interessante sammenstød mellem mine intentioner og vaner :-) For det er en ny måde at tænke på for et menneske som mig der har haft en tendens til at være temmelig kritisk og skrap overfor mig selv! Men her den første morgen i "mit nye hjem" er det startet godt, i form af lækker hjemmelavet salat sprængfyldt med proteiner og fibre fra grøntsagerne og i selskab med sprutmoglyffen :-)

mere!

Jeg har lyst til at skabe noget! men jeg ved ikke hvad det skal være? Det er mere sådan en velkendt fornemmelse jeg indimellem får i hele kroppen... Den kan pludselig dukke op hvis jeg ser et fedt billede på nettet eller når jeg nu er i gang med at bladre et nyt magasin igennem... jeg kan blive inspireret af et billede, en tekst, mennesker eller musik - og så får jeg den her skabertrang...a Jeg kan få lyst til at sy mobilpunge, designe print til t-shirt, skabe noget nyt med ord, eller kombinere moderne dans med et eller andet konceptuelt eller andre former for kunst der tilsammen vil give en kreativ bobbel af noget nyt :-) Men jeg oplever ofte at det bliver ved det... måske fordi jeg er rigtig god til at brainstorme og få ideerne, tænke ud af boksen og kombinere forskellige eksisterende ting på en ny og spændende måde... og så slutter det der og handlingsdelen udebliver fordi jeg syntes det bliver for besværligt, det kræver for stor en indsats... og det er sgu egentlig super ærgeligt! For hvor kunne det være fedt hvis jeg i stedet fik kontaktet nogle mennesker som bare var super gode på handlingsdelen, der kunne være primusmotor på at udføre tingene med mig som projektleder på sidelinien :-) Nu er det sagt og erkendt og placeret i min tænketank - og mit håb er at det i sig selv er nok til at det forandrer sig og jeg får udlevet flere drømme, skabt og virkeliggjort flere af mine ideer...

Give a little, Take a little...

Hmm... En interessant tanke ramte mig i morges da jeg sad og hørte nogle lydfiler på computeren. Ud af sammenhængen stod følgende ord pludselig meget tydeligt frem blandt alle de andre ord: "Det viste sig at al det potentiale jeg kunne se i ham og al den kærlighed jeg gav ham for at han kunne få et bedre selvværd og blive en bedre udgave af sig selv, var alt det jeg havde brug for at give mig selv!"


Hvad nu hvis det i virkeligheden er sådan det hænger sammen med mit snart 7 årige on-going-fairytale med min egen udgave af Carrie & Mr. Big? Der er pludselig en masse brikker der finder på plads i det store puslespil når jeg anskuer situationen fra den vinkel... Men hvad så med den følelse af ro og tryghed der breder sig i kroppen når vi endelig er sammen? Og er der et eller andet sygeligt trygt ved at blive såret, efter at have lyttet på de store ord der så godt som aldrig bliver fulgt op af handling? Et mønster der måske blot består af en række overbevisninger vi fastholder hinanden i år efter år.


Jeg kender jo godt "drama-trekanten" og i rigtig mange situationer tangerer jeg til at være "redderen" der gerne vil alle andre det godt - men faktisk er med til at fastholde dem i deres egen lille hyggelige "offer-rolle". Og det er jo det der sker, når jeg møder et menneske hvor jeg kan se et stort potentiale, som personen ikke nødvendigvis selv kan se... Med andre ord, når jeg ser lyset i et andet menneske, for at gøre det mere billedligt :-) Det hænger bare sådan sammen at det så bliver mine ambitioner på en anden persons vegne fremfor at koncentrere mig om mine egne ambitioner - jeg er tilbage ved græsplænen som jeg skrev om i et tidligere indlæg! Hmm... 2 ender mødes og bliver til en cirkel!


Så hvad er løsningen for mig? det sidste ord i spørgsmålet er mit svar: MIG! Holde fokus på mig selv, blive på min egen græsplæne og tro på processen... Det der skal ske vil ske... Og imellemtiden er det bedste jeg kan gøre at have fokus på mig selv og mine egne behov så jeg med større ægthed vil kommunikere til hele verden lige præcis hvad jeg har brug for - og så kunne det jo være der var nogen der havde helt vildt nemt ved at give mig det - måske oven i købet mig selv?!

Lille spejl på væggen der...

 
For et øjeblik siden sad jeg på min franske "altan" og nød en kop the med min sten i hånden og summede lidt over livet, mens jeg lyttede til bierne der summede udenfor, fuglene, vinden og ja egentlig bare lyttede lidt mens jeg sank lidt dybere ind i mig selv... Og pludselig var der noget der faldt på plads!


Nu har jeg lyttet lidt til Lone "Powerprinsesse" og nogle af hendes lydfiler de sidste par dage og een af de ting der er stået frem for mig er hendes teori om at vi allesammen er spejle. Og det har jeg altså lige skullet bruge nogle dage til at sætte i perspektiv. Men lige her for et øjeblik siden så jeg det i en større sammenhæng.


Jeg har en gammel flamme som jeg egentlig ikke har lyst til at slippe. Men alligevel har jeg forsøgt at gøre det et utal af gange. Og i en periode var jeg faktisk kærester med en anden i 2 år, som jeg faktisk også nåede at bo sammen med i et godt stykke tid. Anyway... han havde faktisk også lidt den teori, bare formuleret lidt anderledes. Og den fik han vendt udad ved at manifestere overfor mig, at fordi jeg af og til var i tvivl om han var færdig med en af hans ekskærester, var det fordi jeg ikke selv var færdig med min gamle flamme. Og det havde han jo i virkeligheden fuldstændig ret i. Og lige nu her for et øjeblik siden gik det op for mig at den jo i virkeligheden gik begge veje. For han var (forståeligt nok) enormt utilfreds med at der fandtes det her menneske i mit liv som jeg godt nok hårdnakket forsøgte at benægte jeg stadig havde følelser for, men som jeg jo i virkeligheden ikke havde sluppet. Men hans utilfredshed bundede måske i virkeligheden i nøjagtig det samme spejl. For da vi gik fra hinanden røg han lige tilbage til en anden ekskæreste han havde, hvor jeg efterfølgende erfarede at det var et mønster han også havde haft efter andre kærester. Og det er jo i virkeligheden sjovt at se tilbage på her efter alle sårene er slikket rene - at vi havde nøjagtig samme spejl som vi blev ved med at kaste i ansigtet på hinanden uden nogensinde at kigge lidt indad.


Så måske er det sådan at hver eneste gang jeg oplever en form for konflikt hvor jeg mærker tvivl eller føler jeg bliver rusket lidt enten i positiv eller negativ retning af et andet menneskes opførsel i forhold til mig, er det fordi jeg selv rummer det samme. Måske er det i virkeligheden en gave hvis jeg bruger det konstruktivt og kigger lidt ind i det spejl og finder ud af hvad det egentlig drejer sig om!

Stol på processen

Er i tvivl om hvordan jeg skal starte dette indlæg til min tænketank? Hvilket i virkeligheden blot betyder at jeg naturligvis stadig rummer tvivl... Forskellen ligger i at jeg har fået et redskab til at håndtere min tvivl. Jeg har fået en støttende overbevisning der giver mig vished om at jeg kender svaret. For svaret findes et sted inden i mig - der er bare ikke noget der har kastet lys på det sted endnu! Tænk engang hvis det eneste der skulle til hver gang jeg blev i tvivl (eller tror jeg kommer i tvivl) om noget, er at jeg skal finde en lommelygte og liige lyse rundt i alle de kroge indvendig hvor der ikke er naturligt lys? Om BUM så ville svaret manifestere sig selv :-)

Jeg har været på 3. del af min coachuddannelse de sidste par dage og har haft en AHA-oplevelse. For jeg ankom med en nagende tvivl omkring hele den coachende tilgang fordi der var nogle ting der var gået for hurtigt i forhold til at mine værdier handler enormt meget om ro, fred, glæde og lykke... Det er faktisk mine 4 herskende værdier. Og sidst jeg var på uddannelse var jeg blevet coachet på nogle ret store beslutninger der ville kræve en stor omvæltning i min hverdag fordi jeg ville flytte til København, starte nyt job og et eller andet sted også et nyt liv... Og så meldte der sig et eller andet sted i processen en tvivl som jeg ikke helt kunne få placeret. Indtil jeg pludselig kom til at kigge på det værdihjul jeg har tegnet på mit badeværelsesspejl... For hvor var roen og freden i forhold til at hive pløkkerne op og rykke til en ny by, starte nyt job, opbygge nyt netværk osv? 

Siden sensommeren 2005 er jeg flyttet fra Vejle til Horsens hvor jeg havde et pitstop inden jeg flyttede til New Zealand hvor jeg levede en nomade tilværelse der vekslede mellem arbejde i 6-12 uger inden jeg rev rødderne op og flakkede videre enten ved at rejse en stund eller slå mig ned et nyt sted og starte igen. Efter 10 måneder på farten havde jeg endnu et pitstop i Horsens og et midlertidigt job i en måned inden jeg fik nyt job og flyttede til Århus i 8 måneder, hjem til Horsens, nyt job, ny lejlighed... Et års tid senere flyttede jeg sammen med en kæreste, efter et par måneder skiftede jeg jobbet ud med uddannelse og 180 km transport hver dag... Det gik der så et godt års tid med inden jeg flyttede ud af fælles lejlighed og boede lidt hos nogle veninder, rykkede hjem til mor og far, fik lejlighed og fandt ro i forhold til de fysiske omgivelser... Endnu et lille års tid senere droppede jeg uddannelsen og fik fast job hvor jeg har været et lille års tid... Så kan godt forstå at vanens magt gerne vil ruske op i mig og trænger til at der skal ske en større forandring kva de sidste 6 års flakken rundt!

Shit hvor er det vildt at se mine sidste 6 år remset op på den måde! Og lige nu ser jeg vigtigheden af denne blog... Jeg har remset det her op rigtig mange gange, men det at SE det skrevet ned på skærmen gør en forskel... Det kaster en klarere lyskegle på hvordan jeg kaster mig selv rundt i livet! Tænk engang at bare det at jeg har fået formuleret mine værdier og skrevet dem på spejlet så jeg ser dem og bliver mindet om dem hver eneste dag gør at min krop reagerer med tvivl på at jeg var i gang med i en vældig fart at flytte til København uden at have roen, freden, glæden og lykken med mig i tasken. Hvor er det vildt!

Og hvor er det vigtigt at jeg netop tager pauser og får ro på i forhold til hvor jeg er i livet og hvad jeg er i gang med af projekter... For jeg havde en mistanke om at det var den coachende tilgang jeg var kommet i tvivl om, men i samme øjeblik jeg besluttede mig for at være reflekterende og læne mig tilbage og slappe af og se hvad tvivlen ville fortælle mig fremfor at kæmpe imod, så kom svarene til mig. Og tænk engang hvis det i virkeligheden er at tro på processen, eller livet, eller kærligheden, eller noget helt fjerde? Lytte og observere og tro på at tingene sker som de skal ske i det tempo de skal ske... Altsammen ved at holde fokus på mine værdier i forhold til alt hvad jeg gerne vil - og tænk hvis jeg kunne have en smuk hvid sten i lommen med et hjerte på der kunne minde mig om det og som jeg kunne tage i hånden hvis jeg indimellem skulle komme i tvivl :-)

Hvor sidder modighedsmusklen?

Ida Tinn lærte mig for efterhånden noget tid siden om modighedsmusklen i hendes bog "Direktøs" hvor hun rejser alene til USA med hendes motorcykel for at udfordre sig selv og træne sin modighedsmuskel!


Men hvor sidder modighedsmusklen? Min første indskydelse er at modighedsmusklen er en af mine vigtigste muskler og min vigtigste muskel må uden tvivl være mit hjerte, for hvis ikke den muskel fungerer, hvis ikke hjertet pumper blod rundt i resten af kroppen så dør jeg! Så min modighedsmuskel er altså mit hjerte... hmmm... interessant tanke! I forhold til at blive mere modig skal jeg altså træne mit hjerte... Nu er jeg jo allerede ret god til at træne alle mine "normale" muskler fordi jeg træner ret meget... Men mit hjerte, sådan i overført betydning kunne godt trænge til at komme i bedre form. Jeg kan ligeså godt kaste håndklædet i ringen og indrømme overfor mig selv at mit hjerte er i ret dårlig form for jeg er helt vildt bange og ved ikke helt hvordan jeg skal træne det??


Jeg har egentlig været ret aktiv i størstedelen af mit liv og meget bevidst omkring det de sidste 5-6 år og især de sidste 3 år efter jeg er begyndt at træne i træningcenter. Da jeg var yngre bevægede jeg mig bare enormt meget og gik ture og gik til alverdens aktive ting fordi det var sjovt... De seneste år er der også en sundhedsspektor der er kommet med indover og et ønske om at holde den slanke linie! Så hvis jeg skulle drage en parallel til hvordan jeg gik i gang med at træne min fysiske krop og bruge den erfaring i forhold til hvordan jeg kommer i gang med at træne mit hjerte, ja så dukker der ikke noget skelsættende op i hovedet på mig?! Træningen i form af dans har ikke været for at holde mig i form men fordi jeg elsker det... I sommerpauserne gik jeg til aerobic for at holde mig i form så det ikke blev for hårdt at starte op igen efter sommerferien, men også fordi jeg nok egentlig var blevet afhængig af at bevæge mig... Så begyndte jeg på et tidspunkt at løbe lidt, fordi mine forældre var begyndt på det og de tabte sig en del, eller i hvert fald fik formet kroppen og det var tiltalende, så jeg løb også lidt selvom det ikke var det jeg syntes der var det mest sjove jeg nogensinde havde prøvet... Men forfængeligheden var tiltrukket af mine forældres fysiske resultater :-)


Da jeg startede i træningscenter og startede ud med spinning var det for helt bevidst at tvinge vægten til at forblive lav og kroppen trimmet! Så det var med andre ord en meget bevidst handling! Hmm... Men der findes jo ikke just på samme måde hjerte-trænings-centre - eller??


Men det jeg helt konkret gjorde var jo at bruge min krop... Bruge mine muskler... På både den ene og den anden måde og med forskellige indgangsvinkler... Mit hjerte, jeg bruger det jo hver dag mere eller mindre ubevidst... lidt som dansen (og yogaen faktisk også) var / er mere eller mindre ubevidst træning for mig... Men beslutningen om at træne fysisk hårdt for at komme i bedre form og holde vægten nede... det var jo en bevidst handling... Jeg prøver at få mig selv til at indse at jeg faktisk kan gøre det samme med min modighedsmuskel, mit hjerte... Jeg kan bevidst træne det... Jeg kan faktisk helt bevidst kaste mig ud i situationer hvor mit hjerte vil blive udfordret, hvor jeg ikke ved hvordan det vil reagere... Nøjagtig som jeg ikke anede hvordan min krop ville reagere på sin første spinningtime, på sin første combattime, på sin første bootcamp, første gang jeg løb 10 km.... Min krop udfordrer mig indimellem med nogle fysiske skavanker i form af skinnebensbetændelse som jeg har i højre ben netop nu hvor jeg sidder med varmecreme, benet opad og skriver... Der har været nerver der har sat sig fast, der har været muskelinfiltrationer, fibersprængninger og skulderskader... Men den har overlevet det hele den gode krop... Der er godt nok nogle muskler der skal strækkes lidt mere end andre for at de ikke bliver stive, men de fungerer - alle musklerne!


Så hvorfor føles det så meget mere udfordrende at træne mit hjerte på samme måde. Jeg har sgu da sjældent været tilbageholdende med at prøve noget nyt træning... Tværtimod har jeg de sidste mange år været nysgerrig efter at prøve nye ting af, teste kroppen, haft masser af blod på tanden i forhold til at prøve af hvad den kan...


Tænk engang hvis det var ligeså let at kaste sig ud i kærligheden og udfordre mit hjerte og min modighed ved bare at gøre det uden at tænke så meget over at jeg kunne risikere at blive ked af det... For at blive ked af det er vel i bund og grund det samme som at få skinnebensbetændelse eller en fibersprængning... Det skal behandles, men det bliver godt igen... Så Kære hjerte, Kære modighedsmuskel, Kære frygtløshed, Kær(e)lighed ♥

Tænketanken

MIN oprindelige ide med bloggen den dag jeg havde snakket med Trine om at blogge nede på cafeen var at skabe et redskab til MIG og for MIG som kunne hjælpe mig med at holde styr på tankevrimlen som foregår oppe i mit hoved... Hvad skete der så? Jeg fik lavet anslaget, kridtet banen op og skabt rammen og fik skrevet mit første indlæg, som egentlig flød meget godt og var skrevet meget til mig selv... Så fik jeg 2 kommentarer og præstationspigen i mig begyndte at røre på sig... Og langsomt og halvubevidst begyndte jeg at skrive med eventuelle læsere in mente.


Grænselandet mellem at jeg gerne vil tænke over hvad jeg skriver så der er en sammenhæng i mine tekster og bloggen som redskab til bare at tømme mit hoved for alt det virvar der kan være deroppe spiller mig et puds. For jo mere jeg kun tømmer mit hoved jo mere ægte bliver det jeg skriver, men der skal være plads til eftertænksomhed mens jeg skriver - for bloggen og de ord der kommer til at stå på bloggen skal hjælpe mig til at skabe overblik over tankerne og sætte dem i system for mig så jeg føler mig mindre forvirret og meget mere afklaret! Og en nedskreven tanke kan afføde nogle vigtige reflektioner i mit sind - hvilket jo netop er hele formålet med bloggen... Men reflektionerne må ikke handle om hvorvidt jeg kan skrive sådan i forhold til eventuelle læsere, for hvor er JEG så henne??


Så kære fantastiske MIG, denne blog er til dig! Et redskab til at skabe plads til flere reflektioner, mere plads i hovedet og mere plads i sindet, mere plads til ro og balance! Uden hensynstagen til andre der måtte læse med på sidelinien. OG dermed også et redskab til at træne modighedsmusklen, for det kommer til at blive råt, ærligt og ægte - Fra MIG til MIG!

Hvem bliver jeg når jeg tager de røde sko på?

Jeg er danser, ved Akademiet for Moderne Ballet! Og arbejder pt. med en moderne fortolkning af H.C. Andersens "Pigen med de røde sko"hvor den stakkels pige er fanget mellem sine egne drifter og omverdenens normer for hvad der er rigtigt og forkert - i eventyret repræsenteret af kirken og det virkelig "ordentlige"! På Akademiet har vi pakket historien ind i Freuds teori om id, jeg og overjeg og i gennem de forskellige danse "kæmper" vi mellem vores egne drifter grænsende til det dyriske og det umulige i at skulle passe ind i et samfund vi tidligere har passet ind i efter vi har mærket vores drifter, med andre ord mærket urmennesket i os selv...


Og i en af vores sidste danse har vi 4 x 8 takter hvor vi skal have vores egne individuelle røde sko på og gennem relativt få takter vise hvem vi er, hvad vi hver især repræsenterer både gennem valg af sko og bevægelser... Men hvem er jeg?


Jeg skal ikke have sko på, men rød teatermaling på fødderne fordi det ville føles forkert at putte min personlighed i et par sko! Jeg ELSKER at have bare tæer! Jeg har sprunget faldskærm i bare tæer, jeg har altid rendt rundt uden sko om sommeren da jeg var lille, jeg går med bare tæer i mine sko så længe det overhovedet kan lade sig gøre når det bliver vinter og er blandt de første til at springe i klipklappere om sommeren. Jeg dyrker yoga i bare tæer, går med bare tæer langs vandkanten når jeg er ved stranden og jeg danser i bare tæer, men mine små footish på som kun liiige dækker den del af foden hvor jeg drejer på i mine pirouetter... Så ingen røde sko til mig! Men for at få det symbolske røde ind, som er så stor en del af historien bliver det altså til teatermaling, så jeg får blødende fødder - hvilket måske er endnu mere symbolsk stærkt?!


Men hvem er jeg når jeg har bare tæer? Og hvilke bevægelser vil kunne repræsentere det?


Først og fremmest er jeg jo fri! Jeg er den lille pige der render rundt på stenene på gårdspladen hjemme i barndomshjemmet og bygger lædersåle fordi jeg ikke vil have sko på! Det gør ondt de første par dage, men så har fodsålerne vænnet sig til det og jeg er blevet stærk og sej! Friheden ligger også i at jeg hele sommeren har total beskidte fødder fordi de er nøgne! Men de er smukkere mine fødder, når de får luft og frihed... Så summasumarum er: FRIHED, STYRKE, BESKIDT, NØGEN, SMUK... 5 ord som jeg blot skal have i hovedet når jeg bevæger mig så det bliver en kombination af nogle stærke spring, nogle smukke erotiske bevægelser hvor jeg overskrider en grænse fordi det skal vises offentlig hvilket vil gøre mig nøgen i overført betydning, men helt klart FRI som mine fødder :-)

Syre i bentøjet!

Jeg har haft min sidste time med min personlige træner i dag! Jeg er blevet testet, jeg har slået mine egne rekorder og jeg har flyttet mig siden vi startede ud for 8 uger siden... Jeg har genfundet min motivation for at dyrke en masse motion og det var målet. Det var også målet at kunne passe mine skinny jeans, hvilket ikke helt er nået... Men det er fordi jeg ikke har fulgt min kostplan... For det er godt nok en udfordring når man arbejder på en cafe og der ikke helt er noget der hedder rutiner og faste spisetider i en skøn kombination af kaffe, varm chokolade, brød, kage og chokolade der står liiiige foran snuden på en og frister når blodsukkeret når svimlende lave værdier fordi der har været et frokostryk der har varet i 5 timer hvor man måske har været heldig at sluge et glas vand indimellem...


Men formen den er tilbage, jeg kan så let som ingenting løbe 10 km eller give den gas i et par timer i træningscenteret uden at mærke de store tegn på udmattelse efterfølgende! I dag er jeg blevet testet... testet på mine tider gennem de sidste 8 uger og jeg har som sagt slået mine egne rekorder...


- 1000 meter roning på 4 minutter og 5 sekunder... 


- Planken i 4 minutter og 11 sekunder efterfulgt af 10 sekunders pause og så liiige 1 minut mere (han er en hård nød min træner og det sidste minut var en lille overraskelse fra ham til mig!)


- Jeg har stået med 90 grader i benene og ryggen op ad en væg og virkelig kæmpet for at slå min træners rekord på 6 minutter og 1 sekund, men måtte give op da mine ben rystede så vanvittigt meget af syre at der bare ikke var mere at give af, efter 4 minutter og 20 sekunder... 


Jeg slog min egen rekord! Og jeg overskred en fysisk grænse jeg aldrig har prøvet at krydse træningsmæssigt før... Mine ben syrede så meget til at de bare blev ved og ved og ved med at gøre ondt og langsomt begyndte de at låse... Heldigvis fik min træner mig op på en cykel så jeg kunne få kørt syren ud af benene igen... Men er du sindsyg, jeg kunne jo næsten ikke gå! Fuck en vild oplevelse... Ud af kroppen oplevelse! Men nu ved jeg at jeg kan mere end jeg tror og måske jeg kan bruge min fysiske erfaring til at udfordre mig selv på en række andre områder i min tilværelse hvor jeg af og til tangerer til at stoppe inden jeg er nået HELT derud hvor der bare ikke er mere at give af??


For hvis bare mine ben kan bære mig, så kan jeg altid komme i sikkerhed ovre på cyklen...

Er det for nørdet?

Jeg har for et par dage siden erhvervet mig en ny CD som en helt fantastisk musiker har udgivet! Ud af de 15 numre der er på CD'en er 5 af dem med sang og resten er musik, altså instrumental... naturligvis med fokus på kunstnerens guitar... I dag blev jeg stillet spørgsmålet om pladen er for "nørdet" fordi der er mange instrumentale numre på??


Jeg syntes bestemt ikke det er nørdet! Jeg syntes det er passioneret og ægte og smukt! Det er jo et menneskes gave til alle os der køber pladen og hører den og får associationer, tanker og følelser når vi hører den. Men måske er jeg også selv lidt en nørd når det kommer til kunsteriske udtryksformer fordi jeg selv er danser? Er kunst nørdet? Vel ikke mere end biler eller møbler eller mode eller 117 andre ting man som menneske kan være passioneret omkring... Men hvis man er nørd når man er passioneret, så er jeg en nørd når det kommer til dans, yoga, ord og til dels også latte art... For jeg har engang siddet kl. 3 om natten og set latte art videoer på youtube!

Oh my God, you gave me a fright...

Har simpelthen haft en syret oplevelse i dag! Jeg var på arbejde nede på cafeen og efter en travl frokost havde jeg lige en times tid til at summe over dagens indtryk, nyde stilheden, hygge om de 2 borde jeg havde, få ryddet lidt op og gå lidt i mine egne tanker...

Jeg er lettere forkølet i dag, har propper i ørerne og hører derfor ikke helt optimalt. Pludselig vender jeg mig om for lige at slå noget ind på kassen og right @ ya der foran mig står en af mine gæster for at bede om regningen. Jeg har overhovedet ikke hørt eller fornemmet at han er kommet op til baren og får derfor et gigantisk chok! Og uden at tænke over det flyder ordene ud af munden på mig: "Oh my God, you gave me a fright, I didn't hear you coming... Would you like the check? Are you paying for the entire table? Then its 183 kr." Den stakkels mand har ikke en chance for at få et ord indført og pludselig ser jeg mig selv udefra og undrer mig gevaldigt over hvorfor i al verden jeg står og taler engelsk til en mand jeg ellers har talt dansk med mens han har været her? Så jeg fortsætter min ordstrøm på dansk og spørger undrende ud i luften: "Hvorfor taler jeg engelsk til dig?" og konstaterer samtidig højt og stadig undrende: "Jeg må være blevet så forskrækket at jeg uden at tænke over det er slået over i engelsk!?"Mandens reaktion er et let træk på smilebåndet, men han må have moret sig gevaldigt og tænkt sit omkring dagens mest forvirrede tjener :-)

Blot et eksempel på hvad man kan opleve på GRaN - jeg håber jeg kan være medvirkende til at verden bliver et lidt sjovere og lidt gladere sted at være. I hvert fald har mig og resten af personalet en god historie at grine lidt af :-)

Have a nice Saturday evening... øhh... God lørdag, mener jeg ;-)

Fiona, Ruth & Britt kommer forbi

Jeg havde en plan om at jeg skulle nå en masse ting der skulle foregå udenfor min lejlighed i dag... Ting der skulle sendes, bukser der skulle afleveres til skrædder for at blive lagt op, et bodyflow program der skulle øves og en 4 km rute der skulle løbes. Lige nu sidder jeg i min sofa med en kop the, min elskede Mac'si, en internetforbindelse, telefonen, nogle papirer om Akademiet for Moderne Ballets nyopstartede U-kompagni, min dyne og mine store vasuma briller - og her ER jeg faktisk!


Jeg er ikke alene! Der er en masse store og små tanker sammen med mig. Tanker om alt muligt... men så er det jo heldigt at sprutmoglyffen blev født for et par dage siden, så den kan hjælpe mig med at holde snor i tankerne, så de ikke sådan tumler rundt i sofaen og vælter puderne og teen.


Indimellem alle tankerne har jeg faktisk fået lavet en del i dag, sådan mens jeg bare har ligget stille, eller siddet stille... Jeg har fået læst mails og svaret på mails. Jeg har fået ringet til mine leverandører nede fra cafeen og bestilt varer, jeg har fået rykket bianco for de støvler jeg bestilte for 14 dage siden og jeg har fået rettet min ordre hos saxo fordi jeg var kommet til at bestille 2 af den sammen bog. Og selvom jeg ELSKER bøger, så er 2 af samme slags måske lige i overkanten. Jeg har også været rigtig meget på facebook i dag! Jeg kan nemlig faktisk rigtig godt lide at være på facebook... det er sådan en fornemmelse af at række armen langt ud i verden selvom jeg er lige her hjemme i min lille hule. Min hule er min lejlighed og den er helt lille og hyggelig og enormt meget mig. Selvom der er ryddet op, så roder der alligevel en lille bitte smule, der ligger fx. en hat på gulvet og et badeforhæng i stolen. Men sådan er det og sådan skal det være for sådan har jeg jo valgt at det skal være... Måske bliver badeforhænget pakket ud og hængt op på mandag og måske bliver de loftsplader der har skullet males siden sidste forår faktisk også malet på mandag... For malingen, den købte jeg for en måned siden... Og det var da et skridt på vejen :-)


Men lige nu er jeg i sofaen... Jeg er sådan hygge-dvask, for jeg var på arbejde på cafeen i nat. Og så er det jo dejligt at få uanmeldt besøg af 3 veninder:


#1. Feslige-Fiona både sød og skør og meget kærlig :-) I øjeblikket har hun behov for at stikke næsen frem og gøre lidt opmærksom på sig selv. Sådan er det med hende, hun er lidt opmærksomhedssyg og hun har det med at blive siddende i kroppen i et par dage efter hun har været her...


#2. Rummelige-Ruth er en af mine nyeste veninder som faktisk har hjulpet mig med at blive mere rummelig over Fiona. Ruth hun er simpelthen en dejlig kvinde. Hun er sådan lidt hygge-mor-agtig; rummelig og fortrøstningsfuld på sådan en behagelig "jeg er klog på livet" måde.


#3. Barske-Britt er altid er efter mig! Sådan en rigtig møg-veninde der altid tror hun ved hvad der er bedst for mig og som hele tiden vil holde mig op på alt hvad jeg er kommet til at sige eller gøre. Som fx. alle de planer jeg havde for i dag og som jeg ikke har fået gjort... 


De er et sjovt match, de 3 veninder! Britt kan bestemt ikke lide Fiona og der har været flere episoder hvor de er stødt sammen i nogle vældige diskutioner... Men det er som om der er kommet mere ro på efter Ruth er blevet en del af venindekredsen. Hun formår på sin egen rolige måde at skabe lidt balance mellem de andre to. Så vi hygger os rigtig meget når vi er sammen :-)


Faktisk har Ruth lige foreslået at vi allesammen trækker i løbetøjet, for solen skinner og måske sker der noget sjovt og festligt udenfor lejligheden... Hun forstår da virkelig at sælge den så både Fiona og Britt føler sig tilgodeset...

Strudsen og græsplænen

Her kommer en lille historie om en struds der boede i et fint lille villakvarter med ligusterhæk og græsplæner foran alle husene. Hver dag stod strudsen op og gik ud af sit hus, hen over sin græsplæne og ud gennem lågen i ligusterhækken. Og hver dag fortsatte strudsen først op ad gaden og derefter ned ad gaden og kiggede på alle de andre græsplæner der hørte til alle de andre villaer. Strudsen var på en mission! Den ønskede at finde den smukkeste have med den smukkeste græsplæne, for først når den så noget virkelig smukt og æstetisk kunne den tage hjem og gå i seng med en fornemmelse af at det havde været en god dag.


Sådan gik dag efter dag efter dag for strudsen. Nogle dage skulle den ikke mere end 3 huse væk før der var sket noget med en af de andre græsplæner som gjorde at strudsen tænkte: "hold da op, det var alligevel en smuk græsplæne de har fået dyrket" Andre dage måtte strudsen længere væk, nogle dage endda helt hen på en af de andre veje i villakvarteret. Og af og til kom strudsen så langt væk at den havde svært ved at finde hjem igen. Så blev den ked af det og gik i seng med bøjet hoved og sov uroligt hele natten. For selvom den havde været så langt væk at den næsten var blevet helt væk skete det, at strudsen slet ikke fandt en græsplæne der var smuk nok til at gøre den glad :-(


Når strudsen havde en god dag og fandt en smuk græsplæne blev den til gengæld fyldt med energi. Og så spurgte strudsen gerne ejeren hvilken type gødning de dog havde brugt for at græsplænen var blevet SÅ smuk og grøn? Hvorefter den skyndte sig ned i havecenteret og købte nøjagtig samme type gødning og gik hjem og gav det til sin egen græsplæne, så den kunne blive ligeså smuk og grøn som den 3 huse længere nede ad vejen. Så kunne den gå hjemme i sin egen have et par dage og passe og pleje sin egen græsplæne med den nye gødning så den kunne blive ligeså smuk og grøn som den græsplæne der havde gjort den så glad så glad.


Men efter et par dage eller et par uger hvor der ikke var sket synderlig meget og dens egen græsplæne måske nok var smuk, meeen alligevel ikke smuk nok, blev vores ven strudsen atter meget meget ked af det! Den lukkede sig inde i flere dage og havde slet ikke lyst til at komme ud i haven selvom solen skinnede, for den vidste at der fandtes græsplæner der var smukkere og grønnere og mere velplejede end dens egen.  Og den kunne altså ikke forstå hvad den havde gjort forkert med gødningen, for strudsen havde aldrig lært at der kan være forskel på jord!


Indimellem lykkedes det dog strudsen at få gjort sin egen plæne så flot og grøn og struttende af liv og kraft at den mærkede den svimlende fornemmelse af lykke skylle gennem hele dens strudsekrop. Og så blev den fyldt op med ny energi og skyndte sig ud for at kigge på de andre græsplæner igen, så den kunne få ideer til hvordan den kunne forbedre sin egen have endnu mere... Men før eller siden oplevede strudsen at den igen og igen endte med at blive ked af det, fordi det der virkede for de andre haveejere ikke virkede hjemme hos den. For den havde jo stadig ikke lært at der er forskel på jord!


Så en dag skete der det, at strudsen som så ofte før var ude at gå en tur og faldt i snak med en bjørn der havde den smukkeste grønne græsplæne der nogensinde var set! Og som altid spurgte strudsen indtil hvilken type gødning der blev brugt for at holde græsset SÅ smukt og grønt. Men det særlige ved bjørnen var, at den begyndte at stille spørgsmål i stedet for blot at dele ud af sine erfaringer. Den spurgte om alt muligt som vores ven strudsen fandt meget svært at svare på... For den havde da aldrig tænkt over hvilken type jord den havde i sin have, hvilken type blade der var på græsslåmaskinen, hvilken græssort den havde i haven, hvilket klima der var på dens vej osv. osv. osv.


Strudsen var træt da den kom hjem den aften, men havde alligevel en opløftet fornemmelse i kroppen. For nu vidste den hvad den ville! 


Næste dag stod strudsen op og gik ud af sit hus, hen over sin græsplæne og ud gennem lågen i ligusterhækken. Men i dag gik den hen og meldte sig på et kursus så den kunne blive klogere på sin egen have. Og derefter kunne strudsen fokusere på sin egen græsplæne, give den gødning, passe og pleje den med lige præcis det den havde brug for, for at blive den smukkeste, grønneste, blødeste græsplæne. Og fra den dag gik strudsen hver dag en tur i sin egen have og glædede sig over hvor tilfreds den var med at være lige her - hjemme i sin egen have!

Citat

Sandheden er ønsketænkning: Vi vil tro. 
Det som vi vil tro kalder vi sandhed.
Og når kærligheden kommer ind i billedet, mister vi sandheden.


Jeg afsluttede en bog der hedder "Bitterfissen" forleden aften. Og på en af de sidste sider i bogen faldt jeg over ovenstående citat. Jeg har skrevet det på en gul post-it og har hængt det på mit skab! Der er nogen forunderlig finurligt over det citat som rammer et eller andet i mig. For hvem skaber sandheden i mit liv andre end mig selv? Det jeg tror på vil jo unægtelig være min sandhed!


Det leder mig videre til om tro er statisk? Hvis troen er en statisk masse står sandheden til at være uforanderlig. Når kærligheden kommer ind i billedet, bliver troen vel i bund og grund bare udfordret? Så hvis troen  ikke står til at kunne forandres, så er det da klart, at vi mister sandheden når  kærligheden kommer ind i billedet!


Så hvori ligger kunsten?


Definitionen på kunst i følge wikipedia er "et produkt eller en proces i forsætligt at arrangere genstande på en måde, der påvirker en eller flere af sanserne, vores følelser og intellekt."


Så kunne det i al sin enkelthed betyde, at hvis troen arrangeres i en proces (lad os bare kalde den livet) eller et produkt (lad os bare kalde det mennesket) på en måde der påvirker sanserne, følelserne eller intellektualiteten kan der skabes balance mellem sandheden og kærligheden? Eller er det ønsketænkning?

Det er starten og slutningen af enhver dans der gør hele forskellen!

Det råd fik jeg med af min tidligere danselærer... Er jeg enig med ham? Og hvorfor starte min blog med netop det citat? Måske fordi jeg mærker en snert af præstationsangst over at kaste mig ud i cyberspace med MIN blog! Sprutmoglyffen er født og disse første spæde anslag på tastaturet vil jo unægtelig være med til at gøre en forskel?! Jeg håber at det er alt det der kommer imellem starten og slutningen der kommer til at gøre den egentlige forskel!


Hvad eller Hvem er sprutmoglyffen? Ordet opfandt jeg for ca. 13 år siden, en dag i en eller anden kedelig undervisningssituation på min efterskole... Jeg vidste ikke hvad en sprutmoglyf var og jeg vidste ikke hvad jeg skulle bruge ordet til? Men jeg skrev det på et stykke papir med en blå overstregningstush... Papiret findes og er blevet gemt og passet på i alle årerne - for ordet er vigtigt! 


I dag fandt jeg ud af HVOR vigtigt! 


Jeg har længe gerne villet starte en blog, men har ikke vidst om hvad, til hvem og hvorfor? I dag mødte jeg et menneske jeg allerede syntes er fantastisk, som inspirerede mig til at komme i gang... Min blog er om alt og ingenting, den er en tanketank der skal hjælpe mig med at holde styr på alle de ord og tanker der er i mit hoved!


Sprutmoglyffen minder af udseende om Onkel Joakim's pengetank udefra. En stor firkantet klods der ligger på en grøn bakketop. Indvendig er der rækker og atter rækker af arkivskabe der rummer hele mit liv og alle mine tanker. Nogle er sorteret og stillet i system, andre står i papkasser rundt om på gulvet, nedskrevet på forskellige lapper papir og venter på at blive arkiveret. Alt i alt et stort SPRUTTEN af liv, nedskrevet med de GLYFFER der udgør vores alfabet!


Velkommen :-)