Her kommer en lille historie om en struds der boede i et fint lille villakvarter med ligusterhæk og græsplæner foran alle husene. Hver dag stod strudsen op og gik ud af sit hus, hen over sin græsplæne og ud gennem lågen i ligusterhækken. Og hver dag fortsatte strudsen først op ad gaden og derefter ned ad gaden og kiggede på alle de andre græsplæner der hørte til alle de andre villaer. Strudsen var på en mission! Den ønskede at finde den smukkeste have med den smukkeste græsplæne, for først når den så noget virkelig smukt og æstetisk kunne den tage hjem og gå i seng med en fornemmelse af at det havde været en god dag.
Sådan gik dag efter dag efter dag for strudsen. Nogle dage skulle den ikke mere end 3 huse væk før der var sket noget med en af de andre græsplæner som gjorde at strudsen tænkte: "hold da op, det var alligevel en smuk græsplæne de har fået dyrket" Andre dage måtte strudsen længere væk, nogle dage endda helt hen på en af de andre veje i villakvarteret. Og af og til kom strudsen så langt væk at den havde svært ved at finde hjem igen. Så blev den ked af det og gik i seng med bøjet hoved og sov uroligt hele natten. For selvom den havde været så langt væk at den næsten var blevet helt væk skete det, at strudsen slet ikke fandt en græsplæne der var smuk nok til at gøre den glad :-(
Når strudsen havde en god dag og fandt en smuk græsplæne blev den til gengæld fyldt med energi. Og så spurgte strudsen gerne ejeren hvilken type gødning de dog havde brugt for at græsplænen var blevet SÅ smuk og grøn? Hvorefter den skyndte sig ned i havecenteret og købte nøjagtig samme type gødning og gik hjem og gav det til sin egen græsplæne, så den kunne blive ligeså smuk og grøn som den 3 huse længere nede ad vejen. Så kunne den gå hjemme i sin egen have et par dage og passe og pleje sin egen græsplæne med den nye gødning så den kunne blive ligeså smuk og grøn som den græsplæne der havde gjort den så glad så glad.
Men efter et par dage eller et par uger hvor der ikke var sket synderlig meget og dens egen græsplæne måske nok var smuk, meeen alligevel ikke smuk nok, blev vores ven strudsen atter meget meget ked af det! Den lukkede sig inde i flere dage og havde slet ikke lyst til at komme ud i haven selvom solen skinnede, for den vidste at der fandtes græsplæner der var smukkere og grønnere og mere velplejede end dens egen. Og den kunne altså ikke forstå hvad den havde gjort forkert med gødningen, for strudsen havde aldrig lært at der kan være forskel på jord!
Indimellem lykkedes det dog strudsen at få gjort sin egen plæne så flot og grøn og struttende af liv og kraft at den mærkede den svimlende fornemmelse af lykke skylle gennem hele dens strudsekrop. Og så blev den fyldt op med ny energi og skyndte sig ud for at kigge på de andre græsplæner igen, så den kunne få ideer til hvordan den kunne forbedre sin egen have endnu mere... Men før eller siden oplevede strudsen at den igen og igen endte med at blive ked af det, fordi det der virkede for de andre haveejere ikke virkede hjemme hos den. For den havde jo stadig ikke lært at der er forskel på jord!
Så en dag skete der det, at strudsen som så ofte før var ude at gå en tur og faldt i snak med en bjørn der havde den smukkeste grønne græsplæne der nogensinde var set! Og som altid spurgte strudsen indtil hvilken type gødning der blev brugt for at holde græsset SÅ smukt og grønt. Men det særlige ved bjørnen var, at den begyndte at stille spørgsmål i stedet for blot at dele ud af sine erfaringer. Den spurgte om alt muligt som vores ven strudsen fandt meget svært at svare på... For den havde da aldrig tænkt over hvilken type jord den havde i sin have, hvilken type blade der var på græsslåmaskinen, hvilken græssort den havde i haven, hvilket klima der var på dens vej osv. osv. osv.
Strudsen var træt da den kom hjem den aften, men havde alligevel en opløftet fornemmelse i kroppen. For nu vidste den hvad den ville!
Næste dag stod strudsen op og gik ud af sit hus, hen over sin græsplæne og ud gennem lågen i ligusterhækken. Men i dag gik den hen og meldte sig på et kursus så den kunne blive klogere på sin egen have. Og derefter kunne strudsen fokusere på sin egen græsplæne, give den gødning, passe og pleje den med lige præcis det den havde brug for, for at blive den smukkeste, grønneste, blødeste græsplæne. Og fra den dag gik strudsen hver dag en tur i sin egen have og glædede sig over hvor tilfreds den var med at være lige her - hjemme i sin egen have!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar