fredag den 15. april 2011

Fiona, Ruth & Britt kommer forbi


















Jeg havde en plan om at jeg skulle nå en masse ting der skulle foregå udenfor min lejlighed i dag... Ting der skulle sendes, bukser der skulle afleveres til skrædder for at blive lagt op, et bodyflow program der skulle øves og en 4 km rute der skulle løbes. Lige nu sidder jeg i min sofa med en kop the, min elskede Mac'si, en internetforbindelse, telefonen, nogle papirer om Akademiet for Moderne Ballets nyopstartede U-kompagni, min dyne og mine store vasuma briller - og her ER jeg faktisk!


Jeg er ikke alene! Der er en masse store og små tanker sammen med mig. Tanker om alt muligt... men så er det jo heldigt at sprutmoglyffen blev født for et par dage siden, så den kan hjælpe mig med at holde snor i tankerne, så de ikke sådan tumler rundt i sofaen og vælter puderne og teen.


Indimellem alle tankerne har jeg faktisk fået lavet en del i dag, sådan mens jeg bare har ligget stille, eller siddet stille... Jeg har fået læst mails og svaret på mails. Jeg har fået ringet til mine leverandører nede fra cafeen og bestilt varer, jeg har fået rykket bianco for de støvler jeg bestilte for 14 dage siden og jeg har fået rettet min ordre hos saxo fordi jeg var kommet til at bestille 2 af den sammen bog. Og selvom jeg ELSKER bøger, så er 2 af samme slags måske lige i overkanten. Jeg har også været rigtig meget på facebook i dag! Jeg kan nemlig faktisk rigtig godt lide at være på facebook... det er sådan en fornemmelse af at række armen langt ud i verden selvom jeg er lige her hjemme i min lille hule. Min hule er min lejlighed og den er helt lille og hyggelig og enormt meget mig. Selvom der er ryddet op, så roder der alligevel en lille bitte smule, der ligger fx. en hat på gulvet og et badeforhæng i stolen. Men sådan er det og sådan skal det være for sådan har jeg jo valgt at det skal være... Måske bliver badeforhænget pakket ud og hængt op på mandag og måske bliver de loftsplader der har skullet males siden sidste forår faktisk også malet på mandag... For malingen, den købte jeg for en måned siden... Og det var da et skridt på vejen :-)


Men lige nu er jeg i sofaen... Jeg er sådan hygge-dvask, for jeg var på arbejde på cafeen i nat. Og så er det jo dejligt at få uanmeldt besøg af 3 veninder:


#1. Feslige-Fiona både sød og skør og meget kærlig :-) I øjeblikket har hun behov for at stikke næsen frem og gøre lidt opmærksom på sig selv. Sådan er det med hende, hun er lidt opmærksomhedssyg og hun har det med at blive siddende i kroppen i et par dage efter hun har været her...


#2. Rummelige-Ruth er en af mine nyeste veninder som faktisk har hjulpet mig med at blive mere rummelig over Fiona. Ruth hun er simpelthen en dejlig kvinde. Hun er sådan lidt hygge-mor-agtig; rummelig og fortrøstningsfuld på sådan en behagelig "jeg er klog på livet" måde.


#3. Barske-Britt er altid er efter mig! Sådan en rigtig møg-veninde der altid tror hun ved hvad der er bedst for mig og som hele tiden vil holde mig op på alt hvad jeg er kommet til at sige eller gøre. Som fx. alle de planer jeg havde for i dag og som jeg ikke har fået gjort... 


De er et sjovt match, de 3 veninder! Britt kan bestemt ikke lide Fiona og der har været flere episoder hvor de er stødt sammen i nogle vældige diskutioner... Men det er som om der er kommet mere ro på efter Ruth er blevet en del af venindekredsen. Hun formår på sin egen rolige måde at skabe lidt balance mellem de andre to. Så vi hygger os rigtig meget når vi er sammen :-)


Faktisk har Ruth lige foreslået at vi allesammen trækker i løbetøjet, for solen skinner og måske sker der noget sjovt og festligt udenfor lejligheden... Hun forstår da virkelig at sælge den så både Fiona og Britt føler sig tilgodeset...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar