Ida Tinn lærte mig for efterhånden noget tid siden om modighedsmusklen i hendes bog "Direktøs" hvor hun rejser alene til USA med hendes motorcykel for at udfordre sig selv og træne sin modighedsmuskel!
Men hvor sidder modighedsmusklen? Min første indskydelse er at modighedsmusklen er en af mine vigtigste muskler og min vigtigste muskel må uden tvivl være mit hjerte, for hvis ikke den muskel fungerer, hvis ikke hjertet pumper blod rundt i resten af kroppen så dør jeg! Så min modighedsmuskel er altså mit hjerte... hmmm... interessant tanke! I forhold til at blive mere modig skal jeg altså træne mit hjerte... Nu er jeg jo allerede ret god til at træne alle mine "normale" muskler fordi jeg træner ret meget... Men mit hjerte, sådan i overført betydning kunne godt trænge til at komme i bedre form. Jeg kan ligeså godt kaste håndklædet i ringen og indrømme overfor mig selv at mit hjerte er i ret dårlig form for jeg er helt vildt bange og ved ikke helt hvordan jeg skal træne det??
Jeg har egentlig været ret aktiv i størstedelen af mit liv og meget bevidst omkring det de sidste 5-6 år og især de sidste 3 år efter jeg er begyndt at træne i træningcenter. Da jeg var yngre bevægede jeg mig bare enormt meget og gik ture og gik til alverdens aktive ting fordi det var sjovt... De seneste år er der også en sundhedsspektor der er kommet med indover og et ønske om at holde den slanke linie! Så hvis jeg skulle drage en parallel til hvordan jeg gik i gang med at træne min fysiske krop og bruge den erfaring i forhold til hvordan jeg kommer i gang med at træne mit hjerte, ja så dukker der ikke noget skelsættende op i hovedet på mig?! Træningen i form af dans har ikke været for at holde mig i form men fordi jeg elsker det... I sommerpauserne gik jeg til aerobic for at holde mig i form så det ikke blev for hårdt at starte op igen efter sommerferien, men også fordi jeg nok egentlig var blevet afhængig af at bevæge mig... Så begyndte jeg på et tidspunkt at løbe lidt, fordi mine forældre var begyndt på det og de tabte sig en del, eller i hvert fald fik formet kroppen og det var tiltalende, så jeg løb også lidt selvom det ikke var det jeg syntes der var det mest sjove jeg nogensinde havde prøvet... Men forfængeligheden var tiltrukket af mine forældres fysiske resultater :-)
Da jeg startede i træningscenter og startede ud med spinning var det for helt bevidst at tvinge vægten til at forblive lav og kroppen trimmet! Så det var med andre ord en meget bevidst handling! Hmm... Men der findes jo ikke just på samme måde hjerte-trænings-centre - eller??
Men det jeg helt konkret gjorde var jo at bruge min krop... Bruge mine muskler... På både den ene og den anden måde og med forskellige indgangsvinkler... Mit hjerte, jeg bruger det jo hver dag mere eller mindre ubevidst... lidt som dansen (og yogaen faktisk også) var / er mere eller mindre ubevidst træning for mig... Men beslutningen om at træne fysisk hårdt for at komme i bedre form og holde vægten nede... det var jo en bevidst handling... Jeg prøver at få mig selv til at indse at jeg faktisk kan gøre det samme med min modighedsmuskel, mit hjerte... Jeg kan bevidst træne det... Jeg kan faktisk helt bevidst kaste mig ud i situationer hvor mit hjerte vil blive udfordret, hvor jeg ikke ved hvordan det vil reagere... Nøjagtig som jeg ikke anede hvordan min krop ville reagere på sin første spinningtime, på sin første combattime, på sin første bootcamp, første gang jeg løb 10 km.... Min krop udfordrer mig indimellem med nogle fysiske skavanker i form af skinnebensbetændelse som jeg har i højre ben netop nu hvor jeg sidder med varmecreme, benet opad og skriver... Der har været nerver der har sat sig fast, der har været muskelinfiltrationer, fibersprængninger og skulderskader... Men den har overlevet det hele den gode krop... Der er godt nok nogle muskler der skal strækkes lidt mere end andre for at de ikke bliver stive, men de fungerer - alle musklerne!
Så hvorfor føles det så meget mere udfordrende at træne mit hjerte på samme måde. Jeg har sgu da sjældent været tilbageholdende med at prøve noget nyt træning... Tværtimod har jeg de sidste mange år været nysgerrig efter at prøve nye ting af, teste kroppen, haft masser af blod på tanden i forhold til at prøve af hvad den kan...
Tænk engang hvis det var ligeså let at kaste sig ud i kærligheden og udfordre mit hjerte og min modighed ved bare at gøre det uden at tænke så meget over at jeg kunne risikere at blive ked af det... For at blive ked af det er vel i bund og grund det samme som at få skinnebensbetændelse eller en fibersprængning... Det skal behandles, men det bliver godt igen... Så Kære hjerte, Kære modighedsmuskel, Kære frygtløshed, Kær(e)lighed ♥
Ingen kommentarer:
Send en kommentar