Hvad er der med de nætter? det er som om mit hoved fungerer helt anderledes - der er flere kreative tanker og et eller andet sted holder jeg enormt meget af min måde at tænke på om natten - og dog har jeg et ambivalent forhold til mine nattetanker fordi jeg også bliver en anelse skræmt over hvor store nogle af tankerne er!
Allerhelst vil jeg bare sove og finde ro, men det er som om hele kroppen arbejder på højtryk, der er noget der rumsterer og ikke vil lade mig være i fred - noget indeni der trænger sig på her om natten når der bliver stille og jeg ikke er i konstant bevægelse... Rent fysisk føles det som en form for stress i kroppen, hvilket det til dels nok er eftersom mit kortisol niveau har været helt oppe i det røde felt efter en travl dag på cafeen... Og natten og stilheden står nu i kontrast til det jeg har været igennem...
Jeg ved det ikke? Alle de tanker...
Hvad er det jeg vil med mit liv, hvad er det for en kløe for at skabe noget, for at flytte mig, den evige søgen... Men efter hvad? Efter at være tilfreds måske? Men hvad hvis det der gør mig tilfreds i virkeligheden findes lige her? Det eneste der skal til er at vælge det!
Og frygten... Hvad er frygten for en størrelse? Frygten for at give slip... Men slip på hvad? Kontrollen? Den kontrol som har været min følgesvend i så mange år og sin egen finurlige facon er blevet synonym med tryghed... Jeg ønsker friheden fremfor kontrol, jeg ønsker ro fremfor kontrol, jeg ønsker et levende følelsesliv fremfor kontrol og jeg mærker den spændende fornemmelse i brystkassen der holder mig fast i kontrollen - frygten for at give slip, frygten for at stole på processen, frygten for at overlade mig helt og aldeles i mine følelsers vold... selv mine formuleringer gør det uoverskueligt... i følelsernes vold - det lyder fandme også grænseoverskridende!
Jeg er bange for følelser og samtidig higer jeg efter dem - det er det jeg vil have - men jeg tør ikke... Jeg er bange! Bange for at blive ked af det, bange for at blive udnyttet, bange for at blive såret, bange for at blive skuffet og bange for smerten - mere bange for dét end jeg er villig til at risikere det til fordel for den glæde, samhørighed, kærlighed og ægte lykke et liv uden kontrollen også kunne give mig... Frygten sidder som en spændetrøje og holder mig fastlåst - fastlåst i gamle vaner og begrænsende overbevisninger og nu i nat spænder den mere end ellers... Hele mit indre liv kæmper for at komme fri og det er voldsomt ubehageligt og forhindrer mig i den grad i at falde i søvn! Hvad eller hvem har nøglen der kan gøre mig fri? Hvor i mig selv finder jeg kilden til at ville følelserne så meget mere end kontrollen og frygten, at de opløser sig selv? Er det fordi jeg har brug for ubetinget kærlighed fra et eller flere andre mennesker eller vil det gå ubemærket hen indtil den dag jeg slutter fred indvendig og åbner op? Hvad kom først - hønen eller ægget?
Jeg ved det ikke? Og dog... Jeg ved det jo godt - i bund og grund skal det komme indefra, men det ville ikke gøre mig noget at få lidt hjælp i form af ægte kærlighed fra et andet menneske - jeg indrømmer det gerne her i min sårbarhed sammen med mine nattetanker. Her i natten mærker jeg et stik af ensomhed. Jeg har brug for at være alene, men ensomheden er ikke det samme som min alene-tid! Og det er måske det der forvirrer mig fra tid til anden?! Især i forhold til at have en kæreste kontra have min frihed i singlelivet...
For er svaret på det evige spørgsmål: "hvorfor har du ikke en kæreste?" - i virkeligheden: "fordi jeg er pisse bange!" ???
Ingen kommentarer:
Send en kommentar