Hmm... En interessant tanke ramte mig i morges da jeg sad og hørte nogle lydfiler på computeren. Ud af sammenhængen stod følgende ord pludselig meget tydeligt frem blandt alle de andre ord: "Det viste sig at al det potentiale jeg kunne se i ham og al den kærlighed jeg gav ham for at han kunne få et bedre selvværd og blive en bedre udgave af sig selv, var alt det jeg havde brug for at give mig selv!"
Hvad nu hvis det i virkeligheden er sådan det hænger sammen med mit snart 7 årige on-going-fairytale med min egen udgave af Carrie & Mr. Big? Der er pludselig en masse brikker der finder på plads i det store puslespil når jeg anskuer situationen fra den vinkel... Men hvad så med den følelse af ro og tryghed der breder sig i kroppen når vi endelig er sammen? Og er der et eller andet sygeligt trygt ved at blive såret, efter at have lyttet på de store ord der så godt som aldrig bliver fulgt op af handling? Et mønster der måske blot består af en række overbevisninger vi fastholder hinanden i år efter år.
Jeg kender jo godt "drama-trekanten" og i rigtig mange situationer tangerer jeg til at være "redderen" der gerne vil alle andre det godt - men faktisk er med til at fastholde dem i deres egen lille hyggelige "offer-rolle". Og det er jo det der sker, når jeg møder et menneske hvor jeg kan se et stort potentiale, som personen ikke nødvendigvis selv kan se... Med andre ord, når jeg ser lyset i et andet menneske, for at gøre det mere billedligt :-) Det hænger bare sådan sammen at det så bliver mine ambitioner på en anden persons vegne fremfor at koncentrere mig om mine egne ambitioner - jeg er tilbage ved græsplænen som jeg skrev om i et tidligere indlæg! Hmm... 2 ender mødes og bliver til en cirkel!
Så hvad er løsningen for mig? det sidste ord i spørgsmålet er mit svar: MIG! Holde fokus på mig selv, blive på min egen græsplæne og tro på processen... Det der skal ske vil ske... Og imellemtiden er det bedste jeg kan gøre at have fokus på mig selv og mine egne behov så jeg med større ægthed vil kommunikere til hele verden lige præcis hvad jeg har brug for - og så kunne det jo være der var nogen der havde helt vildt nemt ved at give mig det - måske oven i købet mig selv?!
fredag den 20. maj 2011
torsdag den 12. maj 2011
Lille spejl på væggen der...
For et øjeblik siden sad jeg på min franske "altan" og nød en kop the med min sten i hånden og summede lidt over livet, mens jeg lyttede til bierne der summede udenfor, fuglene, vinden og ja egentlig bare lyttede lidt mens jeg sank lidt dybere ind i mig selv... Og pludselig var der noget der faldt på plads!
Nu har jeg lyttet lidt til Lone "Powerprinsesse" og nogle af hendes lydfiler de sidste par dage og een af de ting der er stået frem for mig er hendes teori om at vi allesammen er spejle. Og det har jeg altså lige skullet bruge nogle dage til at sætte i perspektiv. Men lige her for et øjeblik siden så jeg det i en større sammenhæng.
Jeg har en gammel flamme som jeg egentlig ikke har lyst til at slippe. Men alligevel har jeg forsøgt at gøre det et utal af gange. Og i en periode var jeg faktisk kærester med en anden i 2 år, som jeg faktisk også nåede at bo sammen med i et godt stykke tid. Anyway... han havde faktisk også lidt den teori, bare formuleret lidt anderledes. Og den fik han vendt udad ved at manifestere overfor mig, at fordi jeg af og til var i tvivl om han var færdig med en af hans ekskærester, var det fordi jeg ikke selv var færdig med min gamle flamme. Og det havde han jo i virkeligheden fuldstændig ret i. Og lige nu her for et øjeblik siden gik det op for mig at den jo i virkeligheden gik begge veje. For han var (forståeligt nok) enormt utilfreds med at der fandtes det her menneske i mit liv som jeg godt nok hårdnakket forsøgte at benægte jeg stadig havde følelser for, men som jeg jo i virkeligheden ikke havde sluppet. Men hans utilfredshed bundede måske i virkeligheden i nøjagtig det samme spejl. For da vi gik fra hinanden røg han lige tilbage til en anden ekskæreste han havde, hvor jeg efterfølgende erfarede at det var et mønster han også havde haft efter andre kærester. Og det er jo i virkeligheden sjovt at se tilbage på her efter alle sårene er slikket rene - at vi havde nøjagtig samme spejl som vi blev ved med at kaste i ansigtet på hinanden uden nogensinde at kigge lidt indad.
Så måske er det sådan at hver eneste gang jeg oplever en form for konflikt hvor jeg mærker tvivl eller føler jeg bliver rusket lidt enten i positiv eller negativ retning af et andet menneskes opførsel i forhold til mig, er det fordi jeg selv rummer det samme. Måske er det i virkeligheden en gave hvis jeg bruger det konstruktivt og kigger lidt ind i det spejl og finder ud af hvad det egentlig drejer sig om!
onsdag den 11. maj 2011
Stol på processen
Er i tvivl om hvordan jeg skal starte dette indlæg til min tænketank? Hvilket i virkeligheden blot betyder at jeg naturligvis stadig rummer tvivl... Forskellen ligger i at jeg har fået et redskab til at håndtere min tvivl. Jeg har fået en støttende overbevisning der giver mig vished om at jeg kender svaret. For svaret findes et sted inden i mig - der er bare ikke noget der har kastet lys på det sted endnu! Tænk engang hvis det eneste der skulle til hver gang jeg blev i tvivl (eller tror jeg kommer i tvivl) om noget, er at jeg skal finde en lommelygte og liige lyse rundt i alle de kroge indvendig hvor der ikke er naturligt lys? Om BUM så ville svaret manifestere sig selv :-)
Jeg har været på 3. del af min coachuddannelse de sidste par dage og har haft en AHA-oplevelse. For jeg ankom med en nagende tvivl omkring hele den coachende tilgang fordi der var nogle ting der var gået for hurtigt i forhold til at mine værdier handler enormt meget om ro, fred, glæde og lykke... Det er faktisk mine 4 herskende værdier. Og sidst jeg var på uddannelse var jeg blevet coachet på nogle ret store beslutninger der ville kræve en stor omvæltning i min hverdag fordi jeg ville flytte til København, starte nyt job og et eller andet sted også et nyt liv... Og så meldte der sig et eller andet sted i processen en tvivl som jeg ikke helt kunne få placeret. Indtil jeg pludselig kom til at kigge på det værdihjul jeg har tegnet på mit badeværelsesspejl... For hvor var roen og freden i forhold til at hive pløkkerne op og rykke til en ny by, starte nyt job, opbygge nyt netværk osv?
Siden sensommeren 2005 er jeg flyttet fra Vejle til Horsens hvor jeg havde et pitstop inden jeg flyttede til New Zealand hvor jeg levede en nomade tilværelse der vekslede mellem arbejde i 6-12 uger inden jeg rev rødderne op og flakkede videre enten ved at rejse en stund eller slå mig ned et nyt sted og starte igen. Efter 10 måneder på farten havde jeg endnu et pitstop i Horsens og et midlertidigt job i en måned inden jeg fik nyt job og flyttede til Århus i 8 måneder, hjem til Horsens, nyt job, ny lejlighed... Et års tid senere flyttede jeg sammen med en kæreste, efter et par måneder skiftede jeg jobbet ud med uddannelse og 180 km transport hver dag... Det gik der så et godt års tid med inden jeg flyttede ud af fælles lejlighed og boede lidt hos nogle veninder, rykkede hjem til mor og far, fik lejlighed og fandt ro i forhold til de fysiske omgivelser... Endnu et lille års tid senere droppede jeg uddannelsen og fik fast job hvor jeg har været et lille års tid... Så kan godt forstå at vanens magt gerne vil ruske op i mig og trænger til at der skal ske en større forandring kva de sidste 6 års flakken rundt!
Shit hvor er det vildt at se mine sidste 6 år remset op på den måde! Og lige nu ser jeg vigtigheden af denne blog... Jeg har remset det her op rigtig mange gange, men det at SE det skrevet ned på skærmen gør en forskel... Det kaster en klarere lyskegle på hvordan jeg kaster mig selv rundt i livet! Tænk engang at bare det at jeg har fået formuleret mine værdier og skrevet dem på spejlet så jeg ser dem og bliver mindet om dem hver eneste dag gør at min krop reagerer med tvivl på at jeg var i gang med i en vældig fart at flytte til København uden at have roen, freden, glæden og lykken med mig i tasken. Hvor er det vildt!
Og hvor er det vigtigt at jeg netop tager pauser og får ro på i forhold til hvor jeg er i livet og hvad jeg er i gang med af projekter... For jeg havde en mistanke om at det var den coachende tilgang jeg var kommet i tvivl om, men i samme øjeblik jeg besluttede mig for at være reflekterende og læne mig tilbage og slappe af og se hvad tvivlen ville fortælle mig fremfor at kæmpe imod, så kom svarene til mig. Og tænk engang hvis det i virkeligheden er at tro på processen, eller livet, eller kærligheden, eller noget helt fjerde? Lytte og observere og tro på at tingene sker som de skal ske i det tempo de skal ske... Altsammen ved at holde fokus på mine værdier i forhold til alt hvad jeg gerne vil - og tænk hvis jeg kunne have en smuk hvid sten i lommen med et hjerte på der kunne minde mig om det og som jeg kunne tage i hånden hvis jeg indimellem skulle komme i tvivl :-)
lørdag den 7. maj 2011
Hvor sidder modighedsmusklen?
Ida Tinn lærte mig for efterhånden noget tid siden om modighedsmusklen i hendes bog "Direktøs" hvor hun rejser alene til USA med hendes motorcykel for at udfordre sig selv og træne sin modighedsmuskel!
Men hvor sidder modighedsmusklen? Min første indskydelse er at modighedsmusklen er en af mine vigtigste muskler og min vigtigste muskel må uden tvivl være mit hjerte, for hvis ikke den muskel fungerer, hvis ikke hjertet pumper blod rundt i resten af kroppen så dør jeg! Så min modighedsmuskel er altså mit hjerte... hmmm... interessant tanke! I forhold til at blive mere modig skal jeg altså træne mit hjerte... Nu er jeg jo allerede ret god til at træne alle mine "normale" muskler fordi jeg træner ret meget... Men mit hjerte, sådan i overført betydning kunne godt trænge til at komme i bedre form. Jeg kan ligeså godt kaste håndklædet i ringen og indrømme overfor mig selv at mit hjerte er i ret dårlig form for jeg er helt vildt bange og ved ikke helt hvordan jeg skal træne det??
Jeg har egentlig været ret aktiv i størstedelen af mit liv og meget bevidst omkring det de sidste 5-6 år og især de sidste 3 år efter jeg er begyndt at træne i træningcenter. Da jeg var yngre bevægede jeg mig bare enormt meget og gik ture og gik til alverdens aktive ting fordi det var sjovt... De seneste år er der også en sundhedsspektor der er kommet med indover og et ønske om at holde den slanke linie! Så hvis jeg skulle drage en parallel til hvordan jeg gik i gang med at træne min fysiske krop og bruge den erfaring i forhold til hvordan jeg kommer i gang med at træne mit hjerte, ja så dukker der ikke noget skelsættende op i hovedet på mig?! Træningen i form af dans har ikke været for at holde mig i form men fordi jeg elsker det... I sommerpauserne gik jeg til aerobic for at holde mig i form så det ikke blev for hårdt at starte op igen efter sommerferien, men også fordi jeg nok egentlig var blevet afhængig af at bevæge mig... Så begyndte jeg på et tidspunkt at løbe lidt, fordi mine forældre var begyndt på det og de tabte sig en del, eller i hvert fald fik formet kroppen og det var tiltalende, så jeg løb også lidt selvom det ikke var det jeg syntes der var det mest sjove jeg nogensinde havde prøvet... Men forfængeligheden var tiltrukket af mine forældres fysiske resultater :-)
Da jeg startede i træningscenter og startede ud med spinning var det for helt bevidst at tvinge vægten til at forblive lav og kroppen trimmet! Så det var med andre ord en meget bevidst handling! Hmm... Men der findes jo ikke just på samme måde hjerte-trænings-centre - eller??
Men det jeg helt konkret gjorde var jo at bruge min krop... Bruge mine muskler... På både den ene og den anden måde og med forskellige indgangsvinkler... Mit hjerte, jeg bruger det jo hver dag mere eller mindre ubevidst... lidt som dansen (og yogaen faktisk også) var / er mere eller mindre ubevidst træning for mig... Men beslutningen om at træne fysisk hårdt for at komme i bedre form og holde vægten nede... det var jo en bevidst handling... Jeg prøver at få mig selv til at indse at jeg faktisk kan gøre det samme med min modighedsmuskel, mit hjerte... Jeg kan bevidst træne det... Jeg kan faktisk helt bevidst kaste mig ud i situationer hvor mit hjerte vil blive udfordret, hvor jeg ikke ved hvordan det vil reagere... Nøjagtig som jeg ikke anede hvordan min krop ville reagere på sin første spinningtime, på sin første combattime, på sin første bootcamp, første gang jeg løb 10 km.... Min krop udfordrer mig indimellem med nogle fysiske skavanker i form af skinnebensbetændelse som jeg har i højre ben netop nu hvor jeg sidder med varmecreme, benet opad og skriver... Der har været nerver der har sat sig fast, der har været muskelinfiltrationer, fibersprængninger og skulderskader... Men den har overlevet det hele den gode krop... Der er godt nok nogle muskler der skal strækkes lidt mere end andre for at de ikke bliver stive, men de fungerer - alle musklerne!
Så hvorfor føles det så meget mere udfordrende at træne mit hjerte på samme måde. Jeg har sgu da sjældent været tilbageholdende med at prøve noget nyt træning... Tværtimod har jeg de sidste mange år været nysgerrig efter at prøve nye ting af, teste kroppen, haft masser af blod på tanden i forhold til at prøve af hvad den kan...
Tænk engang hvis det var ligeså let at kaste sig ud i kærligheden og udfordre mit hjerte og min modighed ved bare at gøre det uden at tænke så meget over at jeg kunne risikere at blive ked af det... For at blive ked af det er vel i bund og grund det samme som at få skinnebensbetændelse eller en fibersprængning... Det skal behandles, men det bliver godt igen... Så Kære hjerte, Kære modighedsmuskel, Kære frygtløshed, Kær(e)lighed ♥
Men hvor sidder modighedsmusklen? Min første indskydelse er at modighedsmusklen er en af mine vigtigste muskler og min vigtigste muskel må uden tvivl være mit hjerte, for hvis ikke den muskel fungerer, hvis ikke hjertet pumper blod rundt i resten af kroppen så dør jeg! Så min modighedsmuskel er altså mit hjerte... hmmm... interessant tanke! I forhold til at blive mere modig skal jeg altså træne mit hjerte... Nu er jeg jo allerede ret god til at træne alle mine "normale" muskler fordi jeg træner ret meget... Men mit hjerte, sådan i overført betydning kunne godt trænge til at komme i bedre form. Jeg kan ligeså godt kaste håndklædet i ringen og indrømme overfor mig selv at mit hjerte er i ret dårlig form for jeg er helt vildt bange og ved ikke helt hvordan jeg skal træne det??
Jeg har egentlig været ret aktiv i størstedelen af mit liv og meget bevidst omkring det de sidste 5-6 år og især de sidste 3 år efter jeg er begyndt at træne i træningcenter. Da jeg var yngre bevægede jeg mig bare enormt meget og gik ture og gik til alverdens aktive ting fordi det var sjovt... De seneste år er der også en sundhedsspektor der er kommet med indover og et ønske om at holde den slanke linie! Så hvis jeg skulle drage en parallel til hvordan jeg gik i gang med at træne min fysiske krop og bruge den erfaring i forhold til hvordan jeg kommer i gang med at træne mit hjerte, ja så dukker der ikke noget skelsættende op i hovedet på mig?! Træningen i form af dans har ikke været for at holde mig i form men fordi jeg elsker det... I sommerpauserne gik jeg til aerobic for at holde mig i form så det ikke blev for hårdt at starte op igen efter sommerferien, men også fordi jeg nok egentlig var blevet afhængig af at bevæge mig... Så begyndte jeg på et tidspunkt at løbe lidt, fordi mine forældre var begyndt på det og de tabte sig en del, eller i hvert fald fik formet kroppen og det var tiltalende, så jeg løb også lidt selvom det ikke var det jeg syntes der var det mest sjove jeg nogensinde havde prøvet... Men forfængeligheden var tiltrukket af mine forældres fysiske resultater :-)
Da jeg startede i træningscenter og startede ud med spinning var det for helt bevidst at tvinge vægten til at forblive lav og kroppen trimmet! Så det var med andre ord en meget bevidst handling! Hmm... Men der findes jo ikke just på samme måde hjerte-trænings-centre - eller??
Men det jeg helt konkret gjorde var jo at bruge min krop... Bruge mine muskler... På både den ene og den anden måde og med forskellige indgangsvinkler... Mit hjerte, jeg bruger det jo hver dag mere eller mindre ubevidst... lidt som dansen (og yogaen faktisk også) var / er mere eller mindre ubevidst træning for mig... Men beslutningen om at træne fysisk hårdt for at komme i bedre form og holde vægten nede... det var jo en bevidst handling... Jeg prøver at få mig selv til at indse at jeg faktisk kan gøre det samme med min modighedsmuskel, mit hjerte... Jeg kan bevidst træne det... Jeg kan faktisk helt bevidst kaste mig ud i situationer hvor mit hjerte vil blive udfordret, hvor jeg ikke ved hvordan det vil reagere... Nøjagtig som jeg ikke anede hvordan min krop ville reagere på sin første spinningtime, på sin første combattime, på sin første bootcamp, første gang jeg løb 10 km.... Min krop udfordrer mig indimellem med nogle fysiske skavanker i form af skinnebensbetændelse som jeg har i højre ben netop nu hvor jeg sidder med varmecreme, benet opad og skriver... Der har været nerver der har sat sig fast, der har været muskelinfiltrationer, fibersprængninger og skulderskader... Men den har overlevet det hele den gode krop... Der er godt nok nogle muskler der skal strækkes lidt mere end andre for at de ikke bliver stive, men de fungerer - alle musklerne!
Så hvorfor føles det så meget mere udfordrende at træne mit hjerte på samme måde. Jeg har sgu da sjældent været tilbageholdende med at prøve noget nyt træning... Tværtimod har jeg de sidste mange år været nysgerrig efter at prøve nye ting af, teste kroppen, haft masser af blod på tanden i forhold til at prøve af hvad den kan...
Tænk engang hvis det var ligeså let at kaste sig ud i kærligheden og udfordre mit hjerte og min modighed ved bare at gøre det uden at tænke så meget over at jeg kunne risikere at blive ked af det... For at blive ked af det er vel i bund og grund det samme som at få skinnebensbetændelse eller en fibersprængning... Det skal behandles, men det bliver godt igen... Så Kære hjerte, Kære modighedsmuskel, Kære frygtløshed, Kær(e)lighed ♥
torsdag den 5. maj 2011
Tænketanken
MIN oprindelige ide med bloggen den dag jeg havde snakket med Trine om at blogge nede på cafeen var at skabe et redskab til MIG og for MIG som kunne hjælpe mig med at holde styr på tankevrimlen som foregår oppe i mit hoved... Hvad skete der så? Jeg fik lavet anslaget, kridtet banen op og skabt rammen og fik skrevet mit første indlæg, som egentlig flød meget godt og var skrevet meget til mig selv... Så fik jeg 2 kommentarer og præstationspigen i mig begyndte at røre på sig... Og langsomt og halvubevidst begyndte jeg at skrive med eventuelle læsere in mente.
Grænselandet mellem at jeg gerne vil tænke over hvad jeg skriver så der er en sammenhæng i mine tekster og bloggen som redskab til bare at tømme mit hoved for alt det virvar der kan være deroppe spiller mig et puds. For jo mere jeg kun tømmer mit hoved jo mere ægte bliver det jeg skriver, men der skal være plads til eftertænksomhed mens jeg skriver - for bloggen og de ord der kommer til at stå på bloggen skal hjælpe mig til at skabe overblik over tankerne og sætte dem i system for mig så jeg føler mig mindre forvirret og meget mere afklaret! Og en nedskreven tanke kan afføde nogle vigtige reflektioner i mit sind - hvilket jo netop er hele formålet med bloggen... Men reflektionerne må ikke handle om hvorvidt jeg kan skrive sådan i forhold til eventuelle læsere, for hvor er JEG så henne??
Så kære fantastiske MIG, denne blog er til dig! Et redskab til at skabe plads til flere reflektioner, mere plads i hovedet og mere plads i sindet, mere plads til ro og balance! Uden hensynstagen til andre der måtte læse med på sidelinien. OG dermed også et redskab til at træne modighedsmusklen, for det kommer til at blive råt, ærligt og ægte - Fra MIG til MIG!
Grænselandet mellem at jeg gerne vil tænke over hvad jeg skriver så der er en sammenhæng i mine tekster og bloggen som redskab til bare at tømme mit hoved for alt det virvar der kan være deroppe spiller mig et puds. For jo mere jeg kun tømmer mit hoved jo mere ægte bliver det jeg skriver, men der skal være plads til eftertænksomhed mens jeg skriver - for bloggen og de ord der kommer til at stå på bloggen skal hjælpe mig til at skabe overblik over tankerne og sætte dem i system for mig så jeg føler mig mindre forvirret og meget mere afklaret! Og en nedskreven tanke kan afføde nogle vigtige reflektioner i mit sind - hvilket jo netop er hele formålet med bloggen... Men reflektionerne må ikke handle om hvorvidt jeg kan skrive sådan i forhold til eventuelle læsere, for hvor er JEG så henne??
Så kære fantastiske MIG, denne blog er til dig! Et redskab til at skabe plads til flere reflektioner, mere plads i hovedet og mere plads i sindet, mere plads til ro og balance! Uden hensynstagen til andre der måtte læse med på sidelinien. OG dermed også et redskab til at træne modighedsmusklen, for det kommer til at blive råt, ærligt og ægte - Fra MIG til MIG!
Abonner på:
Opslag (Atom)